Gå til hovedindhold

Hvis du ikke umiddelbart forbinder ISAE 3402-certificering, økonomisk rating og definitionen "sikre tredjelande" med opbevaring af din virksomheds data, bør du spidse ører her. For de tre forhold gør sig i høj grad gældende, når du skal vælge cloud-leverandør. Det er nemlig ikke et valg, du skal foretage blot på mavefornemmelsen.

I sommeren 2013 kom en hidtil ukendt computernørd på alles læber. Ikke mindst på militærbasen Fort George G. Meade i Maryland, USA, hvor den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA holder til.

Da Edward Snowden lækkede fortrolige oplysninger, vågnede ikke kun Obama-administrationen, men hele verden op til en ny virkelighed, hvor dataopbevaring pludselig var blevet et buzz word.

− Selvom Snowdens handlinger ikke var efter bogen, har de alligevel sat et vigtigt emne på dagsordenen verden over. Det er essentielt, at man bruger sin fornuftige og kritiske sans, når man skal vælge cloud-leverandør, for det handler i bund og grund om sikkerhed. Og det uanset om man er en stor eller lille virksomhed, om man skal have opbevaret en kundedatabase eller flere terabytes i skyen, eller om man gemmer på blot mailadresser eller mere følsom data som økonomiske nøgletal eller helbredsoplysninger, forklarer Christian Frederiksen, der er direktør i SE Cloud Factory.