Gå til hovedindhold

Der er penge og frustrationer at spare i skyen. Derfor hopper det danske erhvervsliv i stigende grad med på cloud-bølgen. Direktør i IT-Branchen Morten Bangsgaard giver en status på den voksende trend.

Cloud er kommet for at blive. Ifølge det anerkendte analysehus IDC’s forudsigelser stiger det faktisk i en sådan grad, at cloud-baserede it-services i perioden 2013-2017 vil vækste med 23,5 procent om året, hvilket er fem gange mere end it-industrien samlet set. Ikke mindst erhvervslivet har fået øje på fordelene ved at lægge hele eller dele af forretningen op i skyen; ifølge IDC anvender 43 procent af de nordiske organisationer i dag cloud i en eller anden form.

Hos IT-Branchen, Danmarks største brancheforening for danske it- og telekommunikationsvirksomheder, kan adm. direktør Morten Bangsgaard nikke genkendende til den tendens – også hvis man ser på de danske forhold isoleret set.

– Cloud er en trend i klar fremgang og noget, rigtig mange virksomheder benytter sig af. Vores tal viser, at det er tre gange så mange som i 2010, siger Morten Bangsgaard.

Han vurderer, at omkring 50 procent af de danske virksomheder i dag benytter sig af cloud-baserede services.

– Det sker dog ikke nødvendigvis som en bevidst strategi. Men det er blevet naturligt, at vi går efter den bedste løsning, når vi vælger it-ydelser. Det er så som oftest en cloud-løsning, uden at vi hermed tænker: ’vi skal have cloud’, siger han.

 

Fordelagtigt for SMV’er

Som eksempel på gængse cloud-baserede løsninger kan nævnes Microsofts online Office-pakke, lagrings- og samarbejdstjenesten Dropbox og flere e-mail-services som Hotmail og Gmail. Men også mere avancerede, forretningskritiske applikationer som for eksempel CRM-systemer flytter op i skyen. Fordi skepsis over for at lægge data ud af huset er aftaget og ganske enkelt, fordi det kan betale sig:

– Selvom vi har løftet os ud af krisens tåge, er vi i en tid, hvor det at drive en virksomhed – lille som stor – sker ud fra en rationel cost-benefit-analyse. Men især for små og mellemstore virksomheder er det vigtigt at investere sine kroner rigtigt. Her er det ofte basale økonomisystemer, fildeling og CRM, de har brug for, og hvor det ofte kan betale sig at abonnere på disse services frem for at investere i systemerne, fortæller Morten Bangsgaard. Han understreger dog, at om end cloud giver nye, fleksible muligheder for virksomhederne, er det ikke svaret på alt – og for nogle virksomheder er traditionelle løsninger stadig det bedste.

 

Den elastiske sky

Ifølge it-specialisten kommer cloud-løsningerne typisk i spil på det tidspunkt, hvor gammelt udstyr er parat til udskiftning. Virksomhederne kan derved slippe for at have servere og kølingsanlæg stående i kælderen. Og ikke mindst for de høje startomkostninger til nyt udstyr og software, som måske på sigt ikke engang dækker behovet. Her er de skalerbare muligheder ved cloud afgørende.

– Den helt store fordel er fleksibiliteten. Det er nemt at skrue op og ned, hvis for eksempel antallet af ansatte ændrer sig. Det gør virksomhederne mindre sårbare. Derudover handler det om Mobility. Dels er det praktisk, at medarbejdere på farten kan tilgå virksomhedens data, uanset hvor de er, dels er det nærmest et krav for at yde en god service til sine kunder. En hverdagssituation kan for eksempel være sælgeren, der er ude på et kundebesøg og via sin smartphone kan bestille de ønskede varer direkte fra lageret, fortæller Morten Bangsgaard.

 

Vi tænker os om

Hvad med sikkerheden – er vi blevet mere eller mindre trygge ved at lægge data ud i den luftige sky? Både og, mener Morten Bangsgaard.

– Mange har fulgt Snowden-affæren og senest Se & Hør-skandalen. Og det giver jo nogle refleksioner, også for virksomhedsejere, i forhold til, hvordan man håndterer sine personfølsomme og forretningskritisk data. Ikke forstået sådan, at folk fravælger at lægge virksomhedens data i skyen – men man gør sig overvejelser om, hvilken type cloud-løsninger, der skal anvendes. Blandt andet i relation til, om man skal vælge ’public’ – hvor fordelene er meget lave priser og uendelig skalérbarhed – eller ’private’ cloud, som hostes på et privat og lukket netværk, pointerer han og tilføjer:

– Hele diskussionen omkring sikkerhed har gjort cloud-markedet mere modent. Leverandørerne har måttet lægge sig i selen for at sikre sig, at de kan garantere kunderne en topsikret håndtering af virksomhedens følsomme data.