Er vi på vej fra flow-tv til ren streaming?
Det helt korte svar er: Nej. Det mere nuancerede svar er: Tjo, jo måske, men det tager virkelig, virkelig lang tid. Her er ikke tale om en revolution, men en langsom evolution. Og der er altså forskel.
For selvom danskerne er vilde med at streame, så betyder det ikke, at faste tv-kanaler og flow-tv er på vej ud.
De traditionelle medier står fortsat for størstedelen af danskernes tidsforbrug på medier og lægger beslag på over halvdelen af de minutter, som danskerne bruger dagligt […] Dog taber de traditionelle medier igen i år terræn til streaming af tv-indhold samt streaming af radio, musik og podcasts, der står for en fjerdedel af tidsforbruget blandt hele befolkningen
Kilde: DR, Medieudviklingen 2019
DR’s nyeste undersøgelse af danskernes medieforbrug viser nemlig, at selvom 15 procent af vores medieforbrug er streaming, så er 30 procent stadig helt almindelige flow-tv (resten går med radio, online surfing, sociale medier og online spil). Samtidig viser tallene, at rigtig mange bruger streaming-tjenesterne som supplement til flow tv.
Det betyder, at selvom streaming vinder frem, skal du ikke frygte, at dine tv-kanaler lukker i morgen. I stedet kan du betragte streaming som et godt – og meget spændende – supplement til det normale flow-tv.