Hvordan beskytter du dig imod phishing mails?
Der er heldigvis mange ting, du selv kan gøre for at undgå phishing og computervirus – og det vigtigste råd er at huske din sunde fornuft og at være skeptisk overfor alle, der beder om dine personlige oplysninger: Ser hjemmesiden eller e-mailen mistænkelig ud? Skriver en offentlig myndighed pludselig til dig ud af det blå? Er der stavefejl eller et forældet logo? Så skal du altid trykke ”slet”.
Sådan beskytter du dig online:
- Få et sikkerhedsprogram med antivirus, der beskytter dig mod phishing og computervirus – du skal bare huske at opdatere det. Få et prisvindende antivirusprogram for kun 20 kr./md.
- Klik aldrig på noget, der ser mistænkeligt ud
- Husk på at din bank, Nets, Skat og andre offentlige institutioner aldrig beder dig om at dele dine oplysninger på e-mail
- Udlever aldrig personlige oplysninger på e-mail, sms, i telefonen eller via sociale medier
- Tjek regelmæssigt dine kontoudtog for mistænkelige overførelser
- Skift dit password ofte, lad være med at genbruge det og del det aldrig med andre – Se her, hvordan du laver et sikkert password
- Pas på åbne wifi-netværk – populært kaldet wifi hotspots – fordi de ofte er usikre og giver hackere nem adgang til at kigge dig over skulderen, hvis du fx tjekker netbank
Hvad er en computervirus?
En computervirus er et lille og ofte ondsindet computerprogram, der bliver installeret på din computer. Nogle computervirusser giver hackere adgang til at overtage din computer og dit webcam; nogle overvåger, hvad du skriver på tastaturet og aflurer fx adgangskoder og CPR-nummer; og nogle får din computer til at bryde sammen.
Ofte bliver en computervirus ”listet” ind via et link eller en fil, som du har fået fx i en phishing mail. Typisk vil computervirussen først sprede sig, når du åbner programmet – og meget ofte er virussen i stand til at sende sig selv videre til dine e-mailkontakter eller til dine venner på fx Facebook og Instagram.
Det gode er, at det altid kræver, at du gør noget aktivt, før computervirussen får adgang til din computer – så hvis du passer på, kan du helt undgå det ved aldrig at åbne filer og programmer fra en afsender, du ikke har 100 % tillid til.