Gå til hovedindhold

Den fascinerende historie om internettet

USA 1969. Charlie Klein, en studerende ved University of California, trykker på en knap, der ændrer verden for altid. Det er starten på udviklingen af internettet. For i det amerikanske forsknings- og forsvarsagentur har forskerne længe haft et stort problem: Hvordan skal de dele information, viden og forskningsdata med hinanden?

Det lyder måske oplagt bare at sende en e-mail eller en ZIP-fil afsted, men datidens computere er tonstunge maskiner, der er umulige at flytte, fordi de vejer tusindvis af kilo og fylder flere lokaler. Og der findes endnu ikke et system til at sende information og data mellem computerne. 

Det betyder, at for at dele information, skal forskerne fysisk bevæge sig hen til den enkelte computer - på tværs af fx stater, byer og bygninger - eller sende data afsted med postvæsenet på store magnetiske lagringsenheder. Det er besværligt, tidskrævende og usikkert – særligt fordi forskerne ofte sidder med klassificerede militærhemmeligheder og -projekter, der ikke må ende i de forkerte hænder.

Men den 29. oktober 1969 sker der noget skelsættende. Noget, der af mange betragtes som første skridt i udviklingen af internettet. I forskningsprojektet APRANET (Advanced Research Projects Agency Network) lykkes det for første gang forskerne at lave en stabil forbindelse mellem to computere. Og det er nu, at Charlie Klein for første gang i verdenshistorien kan trykke på en knap og sende en e-mail afsted med teksten ”LOGIN”. (Kilde: History Channel)

Selvom kun halvdelen af e-mailen når frem – nemlig ”LO” – er det en kæmpesucces og et gennembrud i internet udviklingen. Det er nemlig starten på skabelsen af et netværk, der snart gør det muligt for forskerne at sende information mellem computere. Og i løbet af bare 20 år har de skabt et verdensomspændende netværk med tilslutningspunkter over hele verden. 
 

Udviklingen i internet

Udviklingen af det moderne internet

I dag tager vi det som en selvfølge, at nærmest alt elektronisk udstyr kan være online. Men i de første mange år af internettets historie er der faktisk kun ganske få computere, der er forbundet og ”online” med hinanden. For det er først i løbet af 1970’erne, at flere og nye netværk bliver oprettet, og der kommer flere computere på de enkelte netværk. 

Men på det her tidspunkt i internet udviklingen er netværkene stadig ”lukkede”. Det betyder, at de godt nok er åbne mellem de computere, der er tilkoblet hvert enkelt netværk, men de mange netværk er ikke forbundet med hinanden på kryds og tværs. Så du kan ikke søge i alle netværk på én gang, og computerne kan heller ikke kommunikere med hinanden på tværs af netværksgrænserne – endnu.

For den 1. januar 1983 skaber Vinton Cerf et nyt protokol-system, der ændrer internettet for altid. Han er en af pionererne i internettets historie, og med hans TVP/IP protokol  kan de forskellige computere og netværk med ét kommunikere med hinanden.

 

Internettet udvikles fra forskning til allemandseje

På det her punkt i historien befinder vi os i midten og slutningen af 1980’erne. Og her er internettet langt fra hverdagskost for almindelige mennesker. Både internettet og faktisk også computere er mest af alt noget, som forskere over hele verden bruger til at behandle data, udregne og beregne ting samt til at sende data og information til hinanden. 

For du skal forestille dig, at internettet er et kæmpestort forbundet netværk på tværs af alle lande, hvor du kan sende information frem og tilbage eller udnytte datakraften til at knuse tal og lave beregninger.

Men der er endnu ikke en egentlig brugerplatform, som vi kender det i dag med fx Google og hjemmesider, og det er næsten umuligt at søge efter ting, fordi indholdet ikke er indekseret eller sorteret.

Niels Brügger , der er professor i internetforskning på Aarhus Universitet, forklarer det sådan her til videnskab.dk

Det er svært at forestille sig i dag. Men der fandtes ikke browsere, så man åbnede en kommandolinje på computeren, skrev noget kryptisk, kom i kontakt med en anden computer og hentede noget data, man i forvejen vidste, var der, og det var så det

Det betyder, at i de første mange år af internettets historie er det faktisk mest forskere, militæret, efterretningstjenester og universiteter, der bruger det. 

Lær mere om internettets udvikling

World Wide Web

Nu står vi så her i slutningen af 1980’erne, hvor internettets historie lige om lidt tager endnu et spring ind i fremtiden. For i 1991 opfinder den schweiziske CERN-forsker Tim Berners-Lee  et indekseringssystem, som han kalder World Wide Web. Og World Wide Web må ikke forveksles med internettet, som vi kender det i dag. 

World Wide Web er snarere en kode, som bliver et fundament i opbygningen af hjemmesider. For med World Wide Web-koden kan hjemmesiderne laves og indekseres på en måde, så de kan søges frem med stor nøjagtighed.

Det betyder, at de første egentligt hjemmesider nu dukker op, og at de er sorteret på en måde, så de kan søges frem. For Tim Berners-Lee skaber samtidig en grafisk brugerflade, som via skærmbilleder, mus og helt simple søgeværktøjer gør det muligt at søge og finde informationer. 

Kun ganske kort tid efter det gennembrud laver den danske CERN-forsker, Mogens Sandfær, den første danske hjemmeside, som går live i sensommeren 1992: 

Mogens Sandfær […] tog idéerne bag world wide web med hjem fra CERN til biblioteket på DTU, hvor han opsatte et serversystem og byggede den første danske hjemmeside, som folk kunne bruge til at tilgå bibliotekets database. Hjemmesiden var teknisk enestående, fordi den indeholdt et grafisk interface og søgemuligheder og dermed var nem at bruge

- Videnskab.dk 

World Wide Web

Forestil dig internettet uden Google

Vi skal faktisk helt op i 1990’erne, før en egentlig søgemaskine ser dagens lys. Indtil da er internettet stadig ret uoverskueligt, fordi hjemmesiderne er ordnet som linksamlinger – men det system bliver problematisk, da linksamlingerne overskrider 1.000 sider. 

Derfor begynder søgemaskinerne nu langsomt at dukke op. Og i starten er der mange: Yahoo, Jubii, Hotbot og Google ser dagens lys. Det betyder, at almindelige mennesker nu nemt kan finde den information, som de leder efter – og endda med meget stor præcision. 

Lyden af internettet – hør modem lyd
Det lyder helt utænkeligt i dag, men for 20-25 år siden er internettet faktisk stadig ikke noget, du bare lige surfer afsted på. I stedet skal danskerne fysisk forbinde computeren (som naturligvis var stationær - glem alt om bærbare computere på det her tidspunkt i historien) med et modem, hvorefter modemmet ringer op til internettet og får forbindelse. 

Og modemmets lyd - ”lyden af internettet” - er en helt karakteristisk opkaldstone bestående af skrattende fax-lyde og hyletoner – hør det her:

 

Det grimme internet - glem alt om billeder, video og lækker grafik

Helt frem til 2000’erne er det normale et 54K modem. Og selvom det dengang var svimlende hurtigt, så er det meget langt fra nutidens 1000 Mbit forbindelser.

Det betyder, at de fleste hjemmesider omkring årtusindeskiftet primært er tekst, tekst og mere tekst placeret ovenpå en ensfarvet baggrund med en meget simpel grafik. For det er ganske enkelt ikke muligt at indlæse de tunge billeder med datidens modem – og lyd eller video er praktisk talt en umulighed.

 

Det sociale internet og WEB 2.0

Begrebet WEB 2.0 ser dagens lys omkring 2005. Her begynder internettet at udvikle sig fra at være envejskommunikation, hvor ejerne af de enkelte hjemmesider taler til brugerne, men uden at brugerne kan interagere eller svare tilbage.

I stedet opstår der nu flere og flere netværk, der er sociale, og hvor brugerne selv uploader indhold og deler ting, skriver med hinanden, svarer og diskuterer. Og ganske langsomt begynder de moderne sociale medier som Facebook, LinkedIn og MySpace at se dagens lys, og internettet som vi kender det i dag er snart en realitet.

And the rest is history…

Relaterede artikler

  • Antenneforeninger Din digitale hverdag
    Hvad er en antenneforening?
    En antenneforening er en forening, hvor lokale borgere er gået sammen om i fællesskab at…
  • Forestil dig en dag uden internet Din digitale hverdag
    Forestil dig en dag uden internet
    Har du nogensinde tænkt over, hvor meget du faktisk er online i løbet af en dag? Vi har…
  • Få hjælp til at vælge internethastighed Din digitale hverdag
    Guide: Sådan vælger du den perfekte internethastighed
    I 1998 ramte det svimlende hurtige 56K modem de danske hjem og gav os et internet, der…